Titel: The Dragon’s Path
Serie: The Dagger and the Coin
Forfatter: Daniel Abraham
Originalsprog: Engelsk
Forlag: Orbit
Sider: 555
Sprog: Engelsk
Udgivelsesår: 2011
Alder: Voksne
Karakter
The Dragon’s Path er første bog i Daniel Abrahams serie The Dagger and the Coin. Andet bind, The King’s Blood, udkom i maj 2012. Tredje bind, der bærer titlen The Poisoned Sword, er endnu ikke at finde på boghandlernes hylder. Efter at have færdiggjort The Dragon’s Path er jeg dog fuldstændig sikker på, at jeg skal læse både den og The King’s Blood, for Daniel Abraham besidder den for forfattere så vigtige evne: at kunne fange sit publikum.
Lidt om handlingen i The Dragon’s Path
Titlen The Dragon’s Path er en metafor for den borgerkrig, der lurer i kulissen i landet Antea, hvor adelen har delt sig i to fløje. En traditionalistisk fløj og en reformerende, der ønsker at give flere privilegier til folket af frygt for, at det lettere anakronistiske monarki ellers bukker under for de forandringens vinde, der blæser fra naborigerne. Midt i de intriger, som adelen svælger i, finder vi som læsere lejesoldaten Marcus, den forældreløse pige Cithrin (der er vokset op i en bank og har sans for penge) samt den lidt naive, men ikke uintelligente Geder, der er adelig, men mere optaget af sine bøger end af den realpolitik, der for det meste suser direkte hen over hovedet på ham.
Marcus og Cithrin bliver fra bogens start af omstændighederne tvunget ud på et smuglertogt af uhørte dimensioner, idet det i sidste øjeblik inden en invasion lykkes dem at forlade en dødsdømt by med en vogn så fuld af guld og ædle stene, at den vil kunne brødføde en hel hær. Mens Marcus og Cithrin forsøger at bringe skatten i sikkerhed, bliver Geder langsomt, men sikkert viklet ind i en historie, der bringer ham i kontakt med en urgammel trussel mod verden, som de fleste mennesker i bogen kender den. Og dermed har jeg sagt nok om handlingen. Lad mig blot tilføje, at historien er fundamentalt spændende og veludført, selvom man finder mange af de traditionelle fantasytroper – som fx den forældreløse helt og den bitre, men godhjertede beskytter.
En smule mere dybde, og Daniel Abrahams fantasyroman havde været perfekt
Ingen roser uden torne, siger man. Og det er da også tilfældet her. Det kan lyde besynderligt at sige, at jeg gerne havde set, at visse passager var blevet foldet mere ud, når der i forvejen er tale om en fantasy bog på 555 sider. Ikke desto mindre er det lige præcis, hvad jeg gerne ville have haft. Fx begår Geder en temmelig frygtelig handling, som bliver determinerende for hans karakter. Selve handlingen – som er ret omfattende – bliver dog overstået på ganske få sider, uden at jeg som læser for alvor identificerede mig med Geder. Det samme gjorde sig visse steder gældende for Cithrin. Særligt i Geders tilfælde er det en stor skam, idet han ellers er en virkelig velskrevet karakter, der i sin essens næsten kan minde om fin de siecle-litteraturens oversensitive kunstnertyper. Kort sagt: jeg kan virkelig godt lidt Geder. Bemærk i øvrigt, at der er tale om undtagelser, når jeg skriver, at det kan glippe med karaktertegningen. Generelt fungerer karaktererne rigtig godt, men de små udfald betyder, at The Dragon’s Path ”kun” får fem stjerner i stedet for seks.
De fem velfortjente stjerner dækker over en detaljeret og troværdig verdensopbygning med referencer til historiske begivenheder og personer, der klæder kød på skelettet, et levende sprog, der er krydret med det helt rigtige antal adjektiver, en handling, der vedbliver at være spændende og uforudsigelig samt en – som sagt – generelt velfungerende karaktertegning. Så hvis du står og mangler en god fantasyserie, så kan du roligt kaste dig over Daniel Abraham. Jeg skal i hvert fald have fat i The King’s Blood, inden for en meget overskuelig fremtid!
